|
Didrik, Vidrik og Vupti var meget spændt på, hvad
Nissefar ville fortælle, og de sad så stille, for at han ikke skulle
fortryde, hvad han havde lovet og blive gnaven igen. Ikke et ord
sagde de, mens  de
spiste.
Smørklatten lå som et stort, gult øje midt i grøden og stirrede
på dem. Didrik blev hurtigt klar over, at smør smagte godt, og han
dyppede sin ske så dybt i det, at den nåede helt ned i bunden; men
så fik han også et rap over fingrene af far, så skeen fløj ud af
hånden på ham og kurrede hen ad gulvet.
"Nej. nu skal jeg vise jer, hvordan små drenge skal dyppe i
et smørhul," sagde han, "se sådan, kun spidsen af skeen
må røre smørret, I har godt af at vænne jer til at spare."
Men sådan bar Nissefar sig ikke ad, når han selv dyppede, nej så
jog han skeen rigtig dybt ned i smørret, og bagefter smaskede han
og sagde: Ah!
Mælken turde drengene næsten heller ikke drikke af; den skulle Nissefar
også have. De måtte nøjes med at stikke tungen ned i skålen, når
det blev deres tur til at drikke, og labbe til sig, som om de var
små katte. Nissefar derimod satte skålen for munden, lagde nakken
godt tilbage og drak,så det klukkede i halsen på ham, ja, han drak
så stærkt, at noget af mælken løb udenfor, lige ned i hans lange
skæg; men det gjorde ikke noget, han slikkede bare sit skæg bagefter,
og så sagde han igen. Ah!
Da de havde spist halvdelen af grøden, lagde Nissefar skeen fra
sig, tørrede sig om munden med bagen af hånden, slikkede den og
sagde: "Nå, så skal I vel have den historie, jeg har lovet
jer."
Nissemor og de tre nissedrenge flyttede sig tættere ind til ham,
og så begyndte han meget højtidelig at fortælle:
"For mange, mange år siden, ja, jeg ved ikke hvor mange - det
er måske hundrede, måske tusinde, måske hundrede tusinde år siden
- boede min tip-tip-tip-tip-tip-oldefar nede i jorden. Han var en
lille, grå mand ligesom alle nisser. Men han kendte ikke noget til
mennesker, for der boede slet ingen her i landet.
Men så kom menneskene, og de begyndte at grave i jorden. De ville
bygge huse og bo der.
Min tip-tip-tip-tip-tip-oldefar var straks klar over, at det var
fjender, og dem ville han ikke have boende på sin jord. Hvis menneskene
byggede op om dagen, rev han det ned om natten; hver morgen kunne
de begynde forfra.
Sådan blev de ved med at drille hinanden i lang tid.
Men så fandt menneskene på at sætte en skål mad ud til ham, før
de gik hjem. Den nat rev tip-tip-tip-tip-tip-oldefar ikke stenene
ned. I stedet gav han sig til at spise maden. Aldrig havde han smagt
noget så dejligt; det var nemlig grød. Da det blev morgen, stod
den tomme skål der, og stenene lå, hvor de skulle ligge.
Næste aften stod der atter en skål grød til ham, og sådan blev det
ved, lige til huset var færdigt.
Så flyttede menneskene ind i huset. Men nu glemte de, at det var
min tip-tip-tip-tip-tip-oldefars jord, de havde bygget på; de gav
sig til at pløje og så og høste og bildte sig ind, at jorden var
deres - og grød fik han aldrig mere. Men det var dumt gjort af dem,
for en nat, da min tip-tip-tip-tip-tip-oldefar var blevet rigtig
gal i hovedet, gik han hen og rev taget af huset, så det regnede
lige ned i sengen til dem, og det kunne de ikke lide. Det blæste
så forfærdeligt den nat, og konen var klogere. Hun sagde lige med
det samme, at det nok var de underjordiske, der havde gjort det,
fordi de ingen grød havde fået, og det havde hun jo ret i. Da de
skulle i seng næste aften, satte konen et fad grød uden for døren,
og de fik en rolig nat.
Hver aften hentede min tip- hør, nu er jeg snart træt af at sige
tip så mange gange. Når jeg kommer til det ord næste gang, Vidrik,
så kan du sige tip for mig, så kan jeg hvile mig så længe; det skal
siges fem gange husk det nu! - Altså. hver aften hentede min"
- Nissefar sendte Vidrik et øjekast, at nu kunne han sige navnet,
og Vidrik begyndte: "Tip for mig - tip for mig - tip for mig
- tip for mig --" "Hold op!" skreg Nissefar, hvordan
er det dog, du skaber dig?" "Jamen, du sagde jo, at jeg
skulle sige: 'Tip for mig' fem gange, og jeg har kun sagt det fire."
"Åh,du er en dum dreng! Næ - jeg skal nok selv, I kan bare
høre efter. Altså - hver aften hentede min tip-tip-tip-tip-ol-"
"Du mangle et tip far," skreg Didrik, "der var kun
fire."
"Ja, det er også lige meget. Nu vil jeg ikke have jeres afbrydelse.
Hvis det ikke var juleaften, så havde I fået en dragt klø. - Altså
- min tip-tip-tip-tip-tip-oldefar hentede hver aften en skål grød
oppe ved huset, og så lod han dem være i fred.
Så blev det vinter. Jorden frøs så hård som sten, sneen lagde sig
så højt, at min tip-tip-tip-tip-tip-oldefar næsten ikke kunne komme
frem og hente sin grød. Til sidst blev han ked af det; men grøden
kunne han ikke undvære nu, og en nat gik han ind i stalden og lagde
sig til at sove. Der var dejligt varmt, og han blev der hele natten
og hele dagen, og næste nat og næste dag og hver dag og nat så længe,
han levede.
Ja, ser I børn, sådan kom nissen til at bo hos menneskene.
Vi begyndte altså med at være deres fjender, og nu er vi blevet
deres venner. Jeg kunne fortælle hundrede historier om, hvordan
nisserne har hjulpet menneskene, og hundrede historier om hvordan
nisserne har drillet menneskene, for det kan vi nemlig også; men
dem kan I få en anden gang."
"Åh nej, far, fortæl en af dem nu," bad Didrik, "en
af dem med drilleri i."
"Ja, det kunne du lide, din spilopmager! Nej den slags historier
kan du slet ikke tåle at høre, for det morer dig vist at drille,
det mærkede jeg selv lige før vi grøden."
Didrik tav og dukkede sig bag Nissemors ryg: Far havde nok ikke
glemt den historie endnu.
"Nej, i aften får I ikke flere historie," sagde Nissefar,
"nu er jeg træt; men husk nisseloven, den siger: Alle gode
mennesker skal I være gode imod; og alle onde mennesker skal I drille,
til de lærer at blive gode. Sådan har alle nisser gjort, der har
levet før jer, og sådan skal I også gøre, hvis I vil være ordentlige
nisser.
Skal vi så spise resten af grøden?"
Så tog de fat igen. Nissefar var blevet sulten af at fortælle så
meget og tog hele smørklatten i en eneste mundfuld. Bagefter drak
han al mælken, og så lagde han sig, så lang han var, på gulvet,
for han havde alligevel spist for meget.
Et øjeblik efter sov han.
|
