Og
det skete i de dage, at der udgik en befaling fra Kejser
Augustus om at holde folketælling i hele verden.
Det var den første folketælling, mens Kvirinius var statholder
i Syrien. Og alle drog hen for at lade sig indskrive, hver
til sin by. Også Josef drog op fra byen Nazaret i Galilæa
til Judæa, til Davids by, som hedder Betlehem, fordi han
var af Davids hus og slægt, for at lade sig indskrive sammen
med Maria, sin forlovede, som ventede et barn.
Og mens de var dér, kom tiden, da hun skulle føde; og hun
fødte sin søn, den førstefødte, og svøbte ham og lagde ham
i en krybbe, for der var ikke plads til dem i herberget.
I den samme egn var der hyrder, som lå på marken og holdt
nattevagt over deres hjord. Da stod Herrens engle frem for
dem, og Herrens herlighed strålede om dem, og de blev grebet
af stor frygt. Men englen sagde til dem: "Frygt ikke!
Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele
folket: I dag er der født jer en frelser i Davids by; Han
er Kristus, Herren.
Og dette er tegnet, I får: I skal finde et barn, som er
svøbt og ligger i en krybbe. Og med ét var der sammen med
englen en himmelsk hærskare, som lovpriste Gud og sang:
Ære være Gud i det højeste og på jorden! Fred til mennesker
med Guds velbehag!
Og da englene havde forladt dem og var vendt tilbage til
himlen, sagde hyrderne til hinanden: "Lad os gå ind
til Betlehem og se det, som er sket, og som Herren har forkyndt
os.
"De skyndte sig derhen og fandt Maria og Josef sammen
med barnet, som lå i krybben. Da de havde set det,
fortalte de, hvad der var blevet sagt til dem om dette barn,
og alle, der hørte det, undrede sig over, hvad hyrderne
fortalte dem; men Maria gemte alle disse ord i sit hjerte
og grundede over dem.
Så vendte hyrderne tilbage og priste og lovede Gud for alt,
hvad de havde hørt og set, sådan som det var blevet sagt
til dem.