Ved en landsdækkende hvid jul forstås normalt, at mere end 90% af
Danmark er dækket af sne d. 24. december om eftermiddagen. Men ikke
kun med et drys af sne og eller blot med rim på jorden. Snedybden
skal være mere end en ½ cm. Julesneen eller noget af julesneen kan
godt være faldet op til mange dage i forvejen.
Med denne definition af hvid jul
har der kun været 7 tilfælde i dette århundrede i Danmark, og der
går således statistisk set i gennemsnit 14 år imellem de hvide jul.
De 7 landsdækkende hvide jul i dette århundrede indtil nu er i årene:
1915, 1923, 1938, 1956, 1969,
1981, 1995, 2009 og 2010
I 1915, 1923 og i 1981 faldt der
sne over store dele af landet selve juleaften, endda som forrygende
snestorm i 1915 og 1923. Fra 1915 berettes om lukkede veje og jernbaner
på grund af sne fra den 22.-29. december, især i Nordvestjylland.
Thy-banen var lukket en uge. Her sneede det med mindre ophold i
næsten en uge, og det var meget blæsende, nu og da storm fra øst
og nordøst. Da det var koldest i denne periode,
var der kuling og 12-14 frostgrader i Nordjylland.
Vejret d. 24/12-1915
Hård vind til hård kuling fra øst og nordøst, 0-5 frostgrader og
udbredt snefald, der i de sydligste egne kortvarigt gik over i tø
og regn natten til d. 25. Snedække overvejende mellem 10 og 30 cm,
stedvis mere i Nordjylland.
Vejret d. 24/12-1923
Lavtrykspræget, uroligt skiftende hård vind til kuling, skyet med
til tider sne, og temperaturer mellem +1° og -5°C. Snedække gennemgående
mellem 5 og 15 cm.
Vejret d. 24/12-1938
Let til hård nordøstlig vind, skyet til halvskyet med let sne på
Bornholm, 1-8 frostgrader. Julesneen kom i ugen op til jul, og snedækket
var gennemgående mellem 5 og 20 cm.
Vejret d. 24/12-1956
Hård vind til kuling fra øst og nordøst med lidt sne over Østersøegnene,
0-2 frostgrader. Ellers var sneen kommet et par dage i forvejen.
Snedække mellem 1 og 10 cm.
Vejret d. 24/12-1969
Let til frisk vind omkring sydøst, skyet til overskyet og 1-5 graders
frost. Sneen var kommet ved flere lejligheder i december, senest
d. 23 i Jylland. Snedække gennemgående mellem 5 og 15 cm.
Vejret d. 24/12-1981
Svag til jævn vind fra østlige retninger, overskyet med udbredt,
gennemgående lettere snefald. 0-3 frostgrader. Snedække mellem 10
og 40 cm. Sneen var faldet med mellemrum siden d. 7 december.
Vejret d. 24/12-1995
Svag vind, halvskyet til skyfrit, stedvis rimtåge. De fleste steder
3-10 graders frost. Snedække gennemgående mellem 5 og 15 cm. Sneen
var faldet et par dage i forvejen. Egne ved Østersøen havde næsten
ingen sne.
Vejret d. 24/12-2009
Skyet og diset, men ellers tørt vejr med temperaturer mellem
frysepunktet og 2 graders varme. Let til frisk sydøstlig
vind. Sneen faldt et par dage før jul. 99,3 % af landet havde
mere end ½ cm sne, og i gennemsnitligt havde vi 8,7 cm sne.
De eneste steder, der ikke havde sne var København, Skagen
og den østlige kyst af Falster.
Vejret d. 24/12-2010
Klart og meget koldt med temperaturer ned til -10 °C. Frisk
til hård vind fra nord-nordøst. Bornholm var ramt af
snestorm. Sneen var faldet over en længere periode op til
jul og dækkede hele landet med få centimeter i dele
af Jylland til over en meter på Bornholm.
Chancen for en landsdækkende hvid
jul er således i al almindelighed kun 7%. I 2 ud af 3 tilfælde eller
i 67% af tilfældene er Julen d. 24/12 sidst på eftermiddagen grå
og mild. I de resterende tilfælde, ca. 25%, forekommer flere forskellige
overgangsformer mellem den landsdækkende hvide jul og den grå, milde
jul. F. eks. kan vejret juleaften være gråt og mildt over de sydlige
egne af landet, mens der er frost og sne over de nordlige egne,
eller f. eks., som i 1996, hvor det var frostvejr og ingen sne overhovedet
om aftenen d. 24/12.
Kilde : Danmarks
Meteorologiske Institut
|