|
Det var saa grueligt koldt; det sneede og det begyndte
at blive mørk Aften; det var ogsaa den sidste Aften i Aaret,
Nytaarsaften. I denne Kulde og i dette Mørke gik paa Gaden
en lille, fattig Pige med bart Hoved og nøgne Fødder;
ja hun havde jo rigtignok havt Tøfler paa, da hun kom hjemme
fra; men hvad kunde det hjælpe! det var meget store Tøfler,
hendes Moder havde sidst brugt dem, saa store vare de, og dem tabte
den Lille, da hun skyndte sig over Gaden, i det to Vogne foer saa
grueligt stærkt forbi; den ene Tøffel var ikke at finde
og den anden løb en Dreng med; han sagde, at den kunde han
bruge til Vugge, naar han selv fik Børn.
Der gik nu den lille Pige paa de nøgne smaa Fødder,
der vare røde og blaa af Kulde; i et gammelt Forklæde
holdt hun en Mængde Svovlstikker og eet Bundt gik hun med
i Haanden; Ingen havde den hele Dag kjøbt af hende; Ingen
havde givet hende en Skilling; sulten og forfrossen gik hun og saae
saa forkuet ud, den lille Stakkel! Sneefnokkene faldt i hendes lange
gule Haar, der krøllede saa smukt om Nakken, men den Stads
tænkte hun rigtignok ikke paa. Ud fra alle Vinduer skinnede
Lysene og saa lugtede der i Gaden saa deiligt af Gaasesteg; det
var jo Nytaarsaften, ja det tænkte hun paa.
Henne i en Krog mellem to Huse, det ene gik lidt mere frem i Gaden
end det andet, der satte hun sig og krøb sammen; de smaa
Been havde hun trukket op under sig, men hun frøs endnu mere
og hiem turde hun ikke gaae, hun havde jo ingen Svovlstikker solgt,
ikke faaet en eneste Skilling, hendes Fader vilde slaae hende og
koldt var der ogsaa hjemme, de havde kun Taget lige over dem og
der peeb Vinden ind, skjøndt der var stoppet Straa og Klude
i de største Sprækker.
Hendes smaa Hænder vare næsten ganske døde af
Kulde. Ak! en lille Svovlstikke kunde gjøre godt. Turde hun
bare trække een ud af Bundtet, stryge den mod Væggen
og varme Fingrene. Hun trak een ud, itsch! hvor spruddede den, hvor
brændte den! det var en varm, klar Lue, ligesom et lille Lys,
da hun holdt Haanden om den; det var et underligt Lys! Den lille
Pige syntes hun sad foran en stor Jernkakkelovn med blanke Messingkugler
og Messingtromle; Ilden brændte saa velsignet, varmede saa
godt! nei, hvad var det!- Den Lille strakte allerede Fødderne
ud for ogsaa at varme disse, - - da slukkedes Flammen, Kakkelovnen
forsvandt, - hun sad med en lille Stump af den udbrændte Svovlstikke
i Haanden.
En ny blev strøget, den brændte, den lyste, og hvor
Skinnet faldt paa Muren, blev denne gjennemsigtig, som et Flor;
hun saae lige ind i Stuen, hvor Bordet stod dækket med en
skinnende hvid Dug, med fiint Porcellain, og deiligt dampede den
stegte Gaas, fyldt med Svedsker og Æbler! og hvad der endnu
var prægtigere, Gaasen sprang fra Fadet, vraltede hen af Gulvet
med Gaffel og Kniv i Ryggen; lige hen til den fattige Pige kom den;
da slukkedes Svovlstikken og der var kun den tykke, kolde Muur at
see.
Hun tændte en ny. Da sad hun under det deiligste Juletræ;
det var endnu større og mere pyntet, end det hun gjennem
Glasdøren havde seet hos den rige Kiøbmand, nu sidste
Juul; tusinde Lys brændte paa de grønne Grene og brogede
Billeder, som de der pynte Boutikvinduerne, saae ned til hende.
Den Lille strakte begge Hænder i Veiret - da slukkedes Svovlstikken;
de mange Julelys gik høiere og høiere, hun saae de
vare nu de klare Stjerner, een af dem faldt og gjorde en lang Ildstribe
paa Himlen.
Nu døer der Een! sagde den Lille, for gamle Mormoer, som
var den eneste, der havde været god mod hende, men nu var
død, havde sagt: naar en Stjerne falder, gaaer der en Sjæl
op til Gud.
Hun strøg igjen mod Muren en Svovlstikke, den lyste rundt
om, og i Glandsen stod den gamle Mormoer, saa klar, saa skinnende,
saa mild og velsignet.
Mormoer! raabte den Lille, O tag mig med! jeg veed, Du er borte,
naar Svovlstikken gaaer ud; borte ligesom den varme Kakkelovn, den
deilige Gaasesteg og det store velsignede Juletræ! - og hun
strøg ihast den hele Rest Svovlstikker, der var i Bundtet,
hun vilde ret holde paa Mormoer; og Svovlstikkerne lyste med en
saadan Glands, at det var klarere end ved den lyse
Dag. Mormoer havde aldrig før været saa smuk, saa stor;
hun løftede den lille Pige op paa sin Arm, og de fløi
i Glands og Glæde, saa høit, saa høit; og der
var ingen Kulde, ingen Hunger, ingen Angst, - de vare hos Gud!
Men i Krogen ved Huset sad i den kolde Morgenstund den lille Pige
med røde Kinder, med Smiil om Munden - død, frosset
ihjel den sidste Aften i det gamle Aar. Nytaarsmorgen gik op over
det lille Liig, der sad med Svovlstikkerne, hvoraf et Knippe var
næsten brændt. Hun har villet varme sig! sagde man;
Ingen vidste, hvad smukt hun havde seet, i hvilken Glands hun med
gamle Mormoer var gaaet ind til Nytaars Glæde!
|
