Ude
i Skoven stod der saadant et nydeligt Grantræ; det havde
en god Plads, Sol kunde det faae, Luft var der nok af, og rundtom
voxte mange større Kammerater, baade Gran og Fyr; men det
lille Grantræ var saa ilter med at voxe; det tænkte
ikke paa den varme Sol og den friske Luft, det brød sig
ikke om Bønderbørnene der gik og smaasnakkede, naar
de vare ude at samle Jordbær eller Hindbær; tidt kom
de med en heel Krukke fuld eller havde Jordbær trukket paa
Straa, saa satte de sig ved det lille Træ og sagde: "nei!
hvor det er nydeligt lille!"
Det vilde Træet slet ikke høre.
Aaret efter var det en lang Stilk større, og Aaret efter
igjen var det endnu een meget længer; thi paa et Grantræ
kan man altid, efter de mange Led, det har, see hvor mange Aar
det har voxet. "O, var jeg dog saadant et stort Træ,
som de Andre!" sukkede det lille Træ, "saa kunde
jeg brede mine Grene saa langt omkring og med Toppen see ud i
den vide Verden! Fuglene vilde da bygge Rede imellem mine Grene,
og naar det blæste kunde jeg nikke saa fornemt, ligesom
de Andre der!" Det havde slet ingen Fornøielse af
Solskinnet, af Fuglene eller de røde Skyer, som Morgen
og Aften seilede hen over det. Var det nu Vinter, og Sneen rundt
omkring laae gnistrende hvid, saa kom tidt en Hare springende,
og satte lige over det lille Træ, - o, det var saa ærgerligt!
- Men to Vintre gik, og ved den tredie var Træet saa stort,
at Haren maatte gaae uden om det. O, voxe, voxe, blive stor og
gammel, det var dog det eneste deilige i denne Verden, tænkte
Træet.
I Efteraaret kom altid Brændehuggerne
og fældede nogle af de største Træer, det skete
hvert Aar, og det unge Grantræ, som nu var ganske godt voxent,
skjælvede derved, thi de store, prægtige Træer
faldt med en Knagen og Bragen til Jorden; Grenene bleve hugne
fra, de saae ganske nøgne, lange og smalle ud; de vare
næsten ikke til at kjende, men saa bleve de lagte paa Vogne,
og Heste trak dem afsted ud af Skoven. Hvor skulde de hen? Hvad
forestod dem? I Foraaret, da Svalen og Storken kom, spurgte Træet
dem: "Veed I ikke, hvor de førtes hen? Har I ikke
mødt dem?" Svalerne vidste ikke noget, men Storken
saae betænkelig ud, nikkede med Hovedet og sagde: "Jo,
jeg troer det! jeg mødte mange nye Skibe da jeg fløi
fra ægypten; paa Skibene vare prægtige Mastetræer,
jeg tør sige, at det var dem, de lugtede af Gran; jeg kan
hilse mange Gange, de kneise, de kneise!" "O, var jeg
dog ogsaa stor nok til at flyve hen
over Havet! Hvorledes er det egentligt dette Hav, og hvad ligner
det?" "Ja det er saa vidtløftigt at forklare!"
sagde Storken, og saa gik den. "Glæd Dig ved din Ungdom!"
sagde Solstraalerne; "glæd Dig ved din friske Væxt,
ved det unge Liv, som er i Dig!" Og Vinden kyssede Træet,
og Duggen græd Taarer over det, men det forstod Grantræet
ikke. Naar det var ved Juletid, da bleve ganske unge Træer
fældede, Træer som tidt ikke engang vare saa store
eller i Alder med dette Grantræ, der hverken havde Rast
eller Ro, men altid vilde afsted; disse unge Træer, og de
vare just de allersmukkeste, beholdt altid alle deres Grene, de
bleve lagte paa Vogne og Heste trak dem afsted ud af Skoven. "Hvorhen
skulle de?" spurgte Grantræet.
"De ere ikke større
end jeg, der var endogsaa eet, der var meget mindre; hvorfor beholde
de alle deres Grene? Hvor kjøre de hen?" "Det
vide vi! det vide vi!" qviddrede Graaspurvene. "Vi have
nede i Byen kiget ind ad Ruderne! vi vide, hvor de kjøre
hen! O, de komme til den største Glands og Herlighed, der
kan tænkes! Vi have kiget ind af Vinduerne og seet at de
blive plantede midt i den varme Stue og pyntede med de deiligste
Ting, baade forgyldte æbler, Honningkager, Legetøi
og mange hundrede Lys!" "Og saa - ?" spurgte Grantræet
og bævede i alle Grene. "Og saa? Hvad skeer saa?"
"Ja, mere have vi ikke seet! Det var mageløst!"
"Mon jeg er blevet til for at gaae denne straalende Vei?"
jublede Træet. "Det er endnu bedre, end at gaae over
Havet! Hvor jeg lider af Længsel! Var det dog Juul! nu er
jeg høi og udstrakt, som de andre, der førtes afsted
sidste Aar! - O, var jeg alt paa Vognen! var jeg dog i den varme
Stue med al den Pragt og Herlighed! og da - ? Ja, da kommer noget
endnu Bedre, endnu Skjønnere, hvorfor skulle de ellers
saaledes pynte mig! der maa komme noget endnu større, endnu
herligere -! men hvad? O, jeg lider! jeg længes! jeg veed
ikke selv, hvorledes det er med mig!" "Glæd Dig
ved mig! sagde Luften og Sollyset; "glæd Dig ved din
friske Ungdom ude i det Frie!" Men det glædede sig
slet ikke; det voxte og voxte, Vinter og Sommer stod det grønt;
mørkegrønt stod det; Folk, som saae det, sagde:
"det er et deiligt Træ!" og ved Juletid blev det
fældet først af alle. øxen hug dybt igjennem
Marven, Træet faldt med et Suk hen ad Jorden, det følte
en Smerte, en Afmagt, det kunde slet ikke tænke paa nogen
Lykke, det var bedrøvet ved at skilles fra Hjemmet, fra
den Plet, hvor det var skudt frem; det vidste jo, at det aldrig
mere saae de kjære gamle Kammerater, de smaae Buske og Blomster
rundtom, ja maaskee ikke engang Fuglene.
Afreisen var slet ikke noget behageligt.
Træet kom først til sig selv, da det i Gaarden, afpakket
med de andre Træer, hørte en Mand sige: "Det
der er prægtigt! vi bruge ikke uden det!" Nu kom to
Tjenere i fuld Stads og bar Grantræet ind i en stor, deilig
Sal. Rundtom paa Væggene hang Portrætter, og ved den
store Flisekakkelovn stode store chinesiske Vaser med Løver
paa Laaget; der var Gyngestole, Silkesophaer, store Borde fulde
af Billedbøger, og med Legetøi for hundred Gange
hundred Rigsdaler - idetmindste sagde Børnene det. Og Grantræet
blev reist op i en stor Fjerding, fyldt med Sand, men Ingen kunde
see, at det var en Fjerding, thi der blev hængt grønt
Tøi rundt om, og den stod paa et stort broget Teppe. O,
hvor Træet bævede! Hvad vilde der dog skee? Baade
Tjenere og Frøkener gik og pyntede det. Paa een Green hang
de smaa Næt, udklippede af kouleurt Papir; hvert Næt
var fyldt med Sukkergodt; forgyldte æbler og Valdnødder
hang, som om de vare voxede fast og over hundrede røde,
blaae og hvide Smaalys bleve stukne fast i Grenene. Dukker, der
saae livagtig ud som Mennesker, - Træet havde aldrig seet
saadanne før - svævede i det Grønne, og allerøverst
oppe i Toppen blev sat en stor Stjerne af Flitter-Guld; det var
prægtigt, ganske mageløst prægtigt. "Iaften,"
sagde de Allesammen, "iaften skal det straale!" "O!"
tænkte Træet, "var det dog Aften! var bare Lysene
snart tændte! og hvad mon da skeer? Mon der komme Træer
fra Skoven og see paa mig? Mon Graaspurvene flyve ved Ruden?
Mon jeg her voxer fast og skal staae pyntet Vinter og Sommer?"
Jo, det viste god Besked; men det havde ordentligt Barkepine af
bare Længsel, og Barkepine er ligesaa slem for et Træ,
som Hovedpine for os Andre.
Nu bleve Lysene tændte.
Hvilken Glands, hvilken Pragt, Træet bævede i alle
Grene derved, saa at eet af Lysene
stak Ild i det Grønne; det sved ordenligt. "Gud bevare
os!" skreg Frøknerne og slukkede i en Hast. Nu turde
Træet ikke engang bæve. O, det var en Gru! Det var
saa bange for at tabe noget af al sin Stads; det var ganske fortumlet
i al den Glands, - - og nu gik begge Fløidøre op,
og en Mængde Børn styrtede ind, som om de vilde vælte
hele Træet; de ældre Folk kom besindige bag efter;
de Smaa stode ganske tause, - men kun et øieblik, saa jublede
de igjen saa at det rungede efter; de dandsede rundt om Træet,
og den ene Present efter den anden blev plukket af. "Hvad
er det, de gjør?" tænkte Træet. "Hvad
skal der skee?" Og Lysene brændte lige ned til Grenene,
og eftersom de brændte ned, slukkede man dem, og saa fik
Børnene Lov til at plyndre Træet. O, de styrtede
ind paa det, saa at det knagede i alle Grene; havde det ikke ved
Snippen og Guldstjernen været bundet fast til Loftet, saa
var det styrtet om. Børnene dandsede rundt med deres prægtige
Legetøi, Ingen saae paa Træet uden den gamle Barnepige,
der gik og tittede ind imellem Grenene, men det var bare for at
see, om der ikke var glemt endnu en Figen eller et æble.
"En Historie! en Historie!"
raabte Børnene og trak en lille tyk Mand hen imod Træet,
og han satte sig lige under det, "for saa ere vi i det Grønne,"
sagde han, "og Træet kan have besynderligt godt af
at høre med! men jeg fortæller kun een Histoire.
Vil I høre den om Ivede-Avede eller den om Klumpe-Dumpe,
som faldt ned af Trapperne og kom dog i Høisædet
og fik Prindsessen!" "Ivede-Avede!" skreg Nogle,
"Klumpe-Dumpe!" skreg Andre; der var en Raaben og Skrigen,
kun Grantræet taug ganske stille og tænkte: "Skal
jeg slet ikke med, slet ikke gjøre Noget!" Det havde
jo været med, havde gjort hvad det skulde gjøre.
Og Manden fortalte om "Klumpe-Dumpe der faldt ned af Trapperne
og kom dog i Høisædet og fik Prindsessen." Og
Børnene klappede i Hænderne og raabte: "fortæl!
fortæl!" de vilde ogsaa have "Ivede-Avede",
men de fik kun den om "Klumpe-Dumpe." Grantræet
stod ganske stille og tankefuld, aldrig havde Fuglene ude i Skoven
fortalt Sligt. "Klumpe-Dumpe faldt ned af Trapperne og fik
dog Prindsessen! Ja, ja, saaledes gaaer det til i Verden!"
tænkte Grantræet og troede at det var virkeligt, fordi
det var saadan en net Mand, som fortalte. "Ja, ja! hvem kan
vide! maaskee falder jeg ogsaa ned af Trapperne og faaer en Prindsesse!"
Og det glædede sig til næste Dag at blive klædt
paa med Lys og Legetøi, Guld og Frugter. "Imorgen
vil jeg ikke ryste!" tænkte det. "Jeg vil ret
fornøie mig i al min Herlighed. Imorgen skal jeg igjen
høre Historien om "Klumpe-Dumpe" og maaskee den
med om "Ivede-Avede"." Og Træet stod stille
og tankefuld den hele Nat.
Om
Morgenen kom Karl og Pige ind. "Nu begynder Stadsen igjen!"
tænkte Træet, men de slæbte det ud af Stuen,
op ad Trappen, ind paa Loftet, og her, i en mørk Krog,
hvor ingen Dag skinnede, stillede de det hen. "Hvad skal
det betyde!" tænkte Træet. "Hvad mon jeg
her skal bestille? Hvad mon jeg her skal faae at høre?"
Og det hældede sig op til Muren og stod og tænkte
og tænkte. - - Og god Tid havde det, thi der gik Dage og
Nætter; Ingen kom herop, og da der endelig kom Nogen, saa
var det for at stille nogle store Kasser hen i Krogen; Træet
stod ganske skjult, man skulde troe, at det var reent glemt. "Nu
er det Vinter derude!" tænkte Træet. "Jorden
er haard og dækket med Snee, Menneskene kunne ikke plante
mig; derfor skal jeg nok her staae i Læ og Foraaret! hvor
det er velbetænkt! hvor dog Menneskene ere gode! - Var her
kun ikke saa mørkt og saa skrækkeligt eensomt! -
Ikke engang en lille Hare! - Det var dog saa artigt der ude i
Skoven, naar Sneen laae, og Haren sprang forbi; ja, selv da den
sprang hen over mig, men det holdt jeg ikke af den Gang. Her oppe
er dog skrækkeligt eensomt!" "Pi, pi!" sagde
en lille Muus i det samme og smuttede frem; og saa kom der nok
en lille. De snusede til Grantræet og smuttede mellem Grenene
paa det. "Det er en gruelig Kulde!" sagde de smaa Muus.
"Ellers er her velsignet at være! Ikkesandt, du gamle
Grantræ?" "Jeg er slet ikke gammel!" sagde
Grantræet, "der ere mange, der ere meget ældre
end jeg!" "Hvor kommer Du fra?" spurgte Musene,
"og hvad veed du?" De vare nu saa grueligt nysgjerrige.
"Fortæl os dog om det deiligste Sted paa Jorden! Har
Du væreet der? Har Du været i Spisekammeret, hvor
der ligger Oste paa Hylderne og hænger Skinker under Loftet,
hvor man dandser paa Tællelys, og gaaer mager ind og kommer
feed ud!"
"Det kjender jeg ikke!" sagde
Træet, "men Skoven kjender jeg, hvor Solen skinner,
og hvor Fuglene synge!" og saa fortalte det Alt fra sin Ungdom,
og de smaa Muus havde aldrig før hørt saadant noget,
og de hørte saadan efter og sagde: "nei, hvor Du har
seet meget! hvor Du har været lykkelig!" "Jeg!"
sagde Grantræet og tænkte over, hvad det selv fortalte;
"ja, det var, i Grunden, ganske morsomme Tider! - men saa
fortalte det om Juleaften, da det var pyntet med Kager og Lys.
"O!" sagde de smaa Muus, "hvor Du har været
lykkelig, du gamle Grantræ!" "Jeg er slet ikke
gammel!" sagde Træet, "det er jo i denne Vinter,
jeg er kommet fra Skoven! jeg er i min allerbedste Alder, jeg
er bare sat i Væxten!" "Hvor Du fortæller
deiligt!" sagde de smaa Muus, og næste Nat kom de med
fire andre Smaa-Muus, der skulde høre Træet fortælle,
og jo mere det fortalte, desto tydeligere huskede det selv Alt
og syntes: "det var dog ganske morsomme Tider! men de kan
komme, de kan komme! Klumpe-Dumpe faldt ned af Trapperne og fik
dog Prindsessen, maaskee jeg kan ogsaa faae en Prindsesse,"
og saa tænkte Grantræet paa saadant et lille nydeligt
Birketræ, der voxte ude i Skoven, det var for Grantræet
en virkelig deilig Prindsesse. "Hvem er Klumpe-Dumpe?"
spurgte de smaa Muus.
Og saa fortalte Grantræet hele Eventyret,
det kunde huske hvert evige Ord; og de smaa Muus vare færdige
ved at springe op i Toppen paa Træet af bare Fornøielse.
Næste Nat kom der mange flere Muus, og om Søndagen
endogsaa to Rotter; men de sagde, at Historien var ikke morsom,
og det bedrøvede de smaa Muus, thi nu syntes de ogsaa mindre
om den. "Kan De kun den ene Historie?" spurgte Rotterne.
"Kun den ene!" svarede Træet, "den hørte
jeg min lykkeligste Aften, men den Gang tænkte jeg ikke
paa, hvor lykkelig jeg var!" "Det er en overmaade daarlig
Historie! kan De ingen med Flesk og Tællelys? Ingen Spisekammer-Historier?"
"Nei!" sagde Træet. "Ja, saa skal De have
Tak!" svarede Rotterne og gik ind til deres. De smaa Muus
bleve tilsidst ogsaa borte, og da sukkede Træet: "Det
var dog ganske rart, da de sad omkring mig de vævre Smaa-Muus
og hørte, hvad jeg fortalte! Nu er ogsaa det forbi! - men
jeg skal huske at fornøie mig, naar jeg nu tages frem igjen!"
Men naar skete det? - Jo! det var en Morgenstund, da kom der Folk
og rumsterede paa Loftet; Kasserne bleve flyttede, Træet
blev trukket frem; de kastede det rigtignok lidt haardt mod Gulvet,
men strax slæbte en Karl det hen imod Trappen, hvor Dagen
skinnede. "Nu begynder Livet igjen!" tænkte Træet;
det følte den friske Luft, den første Solstraale,
- og nu var det ude i Gaarden. Alt gik saa gesvindt, Træet
glemte reent at see paa sig selv, der var saa meget at see rundtom.
Gaarden stødte op til en Have, og Alt blomstrede derinde;
Roserne hang saa friske og duftende ud over det lille Rækværk,
Lindetræerne blomstrede, og Svalerne fløi om og sagde
"qvirre-virre-vit, min Mand er kommet!" men det var
ikke Grantræet, de meente. "Nu skal jeg leve!"
jublede det og bredte sine Grene vidt ud; ak, de vare alle visne
og gule; det var i Krogen mellem Ukrud og Nælder, at det
laae.
Guldpapirs-Stjernen sad endnu oppe i Toppen
og glimrede i det klare Solskin. I Gaarden selv legede et Par
af de lystige Børn, der ved Juletid havde dandset om Træet
og været saa glade ved det. Een af de Mindste foer hen og
rev Guldstjernen af. "See, hvad der sidder endnu paa det
ækle, gamle Juletræ!" sagde han og trampede paa
Grenene, saa de knagede under hans Støvler. Og Træet
saae paa al den Blomster-Pragt og Friskhed i Haven, det saae paa
sig selv, og det ønskede, at det var blevet i sin mørke
Krog paa Loftet; det tænkte paa sin friske Ungdom i Skoven,
paa den lystige Juleaften og paa de smaa Muus, der saa glade havde
hørt paa Historien om Klumpe-Dumpe. "Forbi! forbi!"
sagde det stakkels Træ. "Havde jeg dog glædet
mig, da jeg kunde! forbi! forbi!" Og Tjenestekarlen kom og
hug Træet i smaa Stykker, et heelt Bundt laae der; deiligt
blussede det op under den store Bryggerkjædel; og det sukkede
saa dybt, hvert Suk var som et lille Skud; derfor løbe
Børnene, som legede, ind og satte sig foran Ilden, saae
ind i den og raabte: "pif! paf!" men ved hvert Knald,
der var et dybt Suk, tænkte Træet paa en Sommerdag
i Skoven, en Vinternat derude, naar Stjernerne skinnede; det tænkte
paa Juleaften og Klumpe-Dumpe, det eneste Eventyr, det havde hørt
og vidste at fortælle -, og saa var Træet brændt
ud. Drengene legede i Gaarden, og den Mindste havde paa Brystet
Guldstjernen, som Træet havde baaret sin lykkeligste Aften;
nu var den forbi, og Træet var forbi og Historien med; forbi,
forbi, og det blive alle Historier!